
34. Lyng – en af hopperne, der fik os til at tænke anderledes om hoppeadfærd
Er hun bare en sur hoppe, eller er der mere bag hendes adfærd? I denne episode tager Helle og Des en snak om hopper, deres naturlige adfærd, reproduktion og de forventninger, vi mennesker har til dem. Samtalen tager udgangspunkt i Des' hoppe Lyng, som gennem flere år har givet anledning til mange overvejelser. Lyng har altid været en hoppe, der tydeligt giver udtryk for sine meninger, men da hun fik mulighed for at indgå i en familiegruppe med føl, skete der noget, som fik os til at se hendes adfærd i et nyt lys. Vi snakker om, hvordan en hoppes sociale relationer, opvækst, brunst og reproduktive adfærd kan spille ind på hendes trivsel. Vi kommer også ind på de etiske overvejelser omkring at sætte en hoppe i fol, og hvorfor det bestemt ikke er løsningen for alle hopper. Det er en samtale om at være nysgerrig på årsagerne bag adfærd, i stedet for blot at acceptere, at hopper er sure, hysteriske eller besværlige. For måske er der meget mere til hoppens adfærd, end vi umiddelbart tror.















