Episode 50: "Rutschebanen man ikke kan stå af” med Sira
Når livet tager tid præsenteres i samarbejde med Premier Sperm Bank - Fordi alle fortjener muligheden for at skabe en familie Sira og hendes mand har en søn fra 2018, og de ved, at de gerne vil have flere børn. De ved også, at det måske kan tage tid. Men de forestiller sig ikke, at ønsket om endnu et barn skal føre til flere års fertilitetsbehandling med hormonbehandling, flere inseminations- og IVF forsøg… og i alt 12 graviditetstab. Da Sira begynder i IVF, føler hun til at begynde med en lettelse. Nu bliver der holdt øje med det hele. Nu er der kontrol. Men hurtigt opdager hun, hvor mange små delmål der er undervejs – og hvor mange steder noget kan gå galt. Scanninger, ægudtagning, befrugtning, nedfrysning, ægoplægning og til sidst en positiv graviditetstest. Men selv når man når hele vejen dertil, er man ikke nødvendigvis i mål. I denne episode fortæller Sira om at blive ved, selv når håbet igen og igen bliver efterfulgt af et nyt tab. Om at se en blastocyst på skærmen med en klar forventning om, at også den - vil gå til grunde. Om kroppen, der til sidst reagerer, om relationer, hun må trække sig fra, og om følelsen af at komme længere og længere væk fra det liv, hun ser andre leve. For hvornår er nok nok? Hvorfor bliver man ved, når det samtidig gør så ondt? Og hvordan finder man en måde at leve sit liv på, når det ikke bliver, som man havde forestillet sig?