Skip to content
Artwork for Mit særlige sted

Mit særlige sted

Geopark Det Sydfynske Øhav

Geopark Det Sydfynske Øhav er som ingen andre steder i verden - skabt af is, formet af tid og fyldt med liv. I dette program mødes vi dér, hvor en af Øhavets egne har valgt sit helt særlige sted: en vig, en klint, en kyst eller en plet jord. Et sted, de holder af, vender tilbage til, finder ro i eller bliver inspireret af.

Under åben himmel taler vi om natur og naboskab, arbejde og aftryk, om spor i landskabet og spor vi selv sætter. Om at høre til lige her – og tage vare på det, vi giver videre.


Produceret og redigeret af journalist, Anna Stærbo.


Play
  • 20 episodes
  • Avg 35 min
  • Danish
  • S1 · E32
    June 30 · 31 min

    Lise Munksgaard fra Outdoor Fun ved Bittenhus og Fjællebroen

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. I denne udgave af Mit særlige sted møder jeg Lise Munksgaard. Hun er programleder i Outdoor Fun, et projekt, der arbejder for at få flere unge ud i naturen. Ikke bare for oplevelsernes skyld, men fordi naturen kan være en genvej til fællesskab, trivsel og troen på egne evner. Lise er ikke vokset op på Sydfyn. Hun kommer fra en lille landsby i Sønderjylland, men allerede som barn fandt hun vej til Øhavet ombord på skonnerten Fylla. Sejlturene mellem øerne satte sig som en følelse, længe før stedet blev hendes adresse. Og da hun mange år senere skulle vælge, hvor hun ville skabe sit voksne liv, pegede noget indeni mod Svendborg. Vi mødes ved shelterpladsen ved Bittenhus og Fjællebroen. Et sted, hvor skov møder kyst, og hvor udsigten over Øhavet rummer både personlige minder og hverdagen i Lises arbejde. Her har hundredvis af unge været på camp, lært at ro kajak, stå på paddleboard, fange fisk eller bare oplevet, hvordan et fællesskab kan opstå, når man deler en oplevelse under åben himmel. Vi taler om barndomsminder og modet til at slå rødder et nyt sted. Om naturen som klasseværelse, frirum og mødested. Om de små succesoplevelser, der kan vokse sig store og flytte noget i et ungt menneske. Og om, hvordan et særligt sted nogle gange finder én, længe før man selv forstår hvorfor.

    • Transcript
  • S1 · E31
    June 21 · 40 min

    Skuespiller og teaterskaber Anne Kjær Wæhrens om Havheksen ved Skovballe Havn

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. I denne udgave af Mit særlige sted møder jeg skuespiller, teaterskaber og kunstnerisk leder af Teater Baubo, Anne Kjær Wæhrens. En kunstner, der igen og igen vender blikket mod de figurer, der står i skyggen af de store fortællinger. Dem, der blev misforstået, glemt eller skrevet ud. Senest har hun skabt forestillingen Havheksen – en nyfortolkning af H.C. Andersens eventyrunivers, hvor den udskældte heks fra havets bund endelig får sin egen stemme. Men for Anne handler det om meget mere end eventyr. Det handler om, hvilke historier vi fortæller om hinanden. Hvem der får lov at være helte. Hvem der bliver gjort til monstre. Og hvad der sker, når vi begynder at lytte til dem, der aldrig før er blevet hørt. Vi mødes ved havet på Tåsinge, ved Skovballe Havn. Ikke fordi Anne bor her, men fordi havet har fulgt hende hele livet. Fra barndommens sejlture ved Kolding Fjord til årene som teaterstuderende ved Stillehavet i Californien. Her, med blikket rettet mod horisonten, taler vi om kunst og urkræfter. Om modstand og vedholdenhed. Om årelange afslag og den stædige tro på, at nogle fortællinger er så vigtige, at man bliver nødt til at blive ved. Og så taler vi om havheksen. Om Medusa. Om gudinder, mødre, hekse og kvinder, der gennem historien er blevet gemt væk, gjort tavse eller reduceret til bipersoner i andres fortællinger.

    • Transcript
  • S1 · E31
    May 31 · 54 min

    Katja Skovgaard Marcussen om bæredygtighed og kreativitet ved Tingcentralen i Årslev

    I dette afsnit er jeg taget til Tingcentralen i Årslev, hvor bæredygtighed og kreativitet går hånd i hånd. Det er et sted, som både er værksted, skatkammer, genbrugsstation, laboratorium og kreativ legeplads. Her kommer lærere, pædagoger, skoleklasser og frivillige for at hente materialer, men måske også noget andet: Inspiration. Nysgerrighed. En ny måde at tænke ressourcer på. For hvad sker der egentlig, når vi stopper med kun at se ting for det, de var, og i stedet begynder at se dem for det, de kan blive? Tingcentralen handler ikke bare om genbrug. Den handler om fantasi. Om at lære børn og voksne at værdi ikke nødvendigvis ligger i det nye, men i det, vi allerede har omkring os. Jeg mødes med leder og stifter Katja Skovgaard Marcussen, som har skabt Tingcentralen ud fra en idé, der både er enkel og ret radikal: At de materialer, vi smider væk, måske stadig rummer værdi, hvis vi lærer at se ordentligt efter. Sammen går vi på opdagelse mellem høje reoler fyldt med dimser, designrester, gamle bøger, plast i alle farver og tidligere teaterrekvisitter. Vi taler om bæredygtighed, kreativitet og undervisning. Om børn, der lærer plasttyper at kende ved selv at smelte dem om. Om fællesskaber, der vokser frem omkring praktisk arbejde. Og om hvorfor det nogle gange kræver både systematik, skabertrang og en kæmpe portion nysgerrighed at få mennesker til at se muligheder dér, hvor de fleste bare ser skrald.

    • Transcript
  • S1 · E30
    May 17 · 1 hr 1 min

    Fremtidsforsker og højskolemand Tyge Mortensen om fællesskab i Rudme

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. I dag skal vi til Rudme på Midtfyn. Et sted, hvor trampolinerne står nedgravet i haven, så alle byens børn kan hoppe med. Hvor en gammel svinesti er blevet til galleri. Hvor unge bygger festivaler i hønsevogne. Og hvor naboer ikke bare hilser på hinanden. De deler det, de har. Her bor Tyge Mortensen. Fremtidsforsker, foredragsholder, højskolemand, tidligere guldgraver i Amazonas. Og måske først og fremmest menneskesamler. I mere end 20 år har han arbejdet med lokalsamfund, fællesskaber og det, han kalder “det gode liv”. Ikke som noget, vi køber os til. Men som noget, vi skaber sammen. Ved at banke på hos naboen. Være nysgerrige på mennesker, der ikke ligner os selv. Og turde dele vores ting, vores tid og vores liv med andre. For som Tyge siger: Ting bliver mere værdifulde, når de bliver brugt sammen med nogen. Og fællesskab er ikke bare hyggeligt. Det er det, der gør os trygge i en verden, der ellers kan føles urolig og usikker. Jeg hedder Anna Stærbo, og du lytter til Mit særlige sted. I dag fra Rudme. Et sted, der måske mest af alt minder os om, at første skridt mod et bedre liv kan begynde med et bank på naboens dør.

    • Transcript
  • S1 · E29
    April 26 · 53 min

    Glasmagere Lena Ljungar og Jesper Sødring ved Vemmenæs på Tåsinge

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. På Tåsinge, hvor Lunkebugten lægger sig helt ind til Vemmenæs, bor og arbejder glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring. De er hinandens kolleger, livspartnere og medskabere af et liv, der langsomt er blevet formet omkring det samme værksted gennem snart et halvt århundrede. Hun er fra Stockholm. Han er fra København. Og de mødtes på en kunsthåndværkerskole, hvor de først blev grebet af glasset og så af hinanden. Siden har de fulgtes ad. Til et sted, hvor de kunne bygge deres egen ovn. Deres eget værksted. Og deres eget liv. Her arbejder de stadig side om side i en rytme, de kender uden ord. Han begynder. Hun afslutter. Et glas ad gangen. I en bevægelse, gentaget tusindvis af gange som en stille, indøvet dans i varmen fra ovnen. De har opdraget tre drenge imellem arbejdsdage og glødende glas. Prioriteret tiden. Valgt et liv, hvor arbejde og familie væver sig ind i hinanden. Og hvor det vigtigste ikke er at tjene mest, men at kunne blive ved med at gøre det, de elsker. At skabe med hænderne. Og leve af det. For Lena og Jesper er rige – i fællesskab, i frihed og i det liv, de selv har formet. Et sted, hvor arbejde, kærlighed og håndværk er smeltet sammen til ét.

    • Transcript
  • S1 · E28
    April 12 · 29 min

    Anna Van Deurs om sin store instruktørdebut ved Thurø Bund

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag mødes jeg med Anna Van Deurs ved Thurø Bund. Hendes særlige sted er en lille sandstrand i en lille bugt, og man næsten kan gå forbi uden at opdage det – men stedet viser sig, hvis man lige sænker tempoet. Her, helt nede i vandkanten, hvor årstiderne trækker vejret i havet, har hun badet med studenterhuen på. Og her vender hun tilbage, når verden larmer lidt for meget. Anna er kun 24 år. Vi mødes dagen før hun har premiere på sin første store serie, Mindernes Ø på DR, som hun har instrueret. Og hun har den der urokkelige, legende fremdrift. Som Pippi Langstrømpe, der ikke spørger om lov, men bare går i gang. ”Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg nok god til” – det kunne godt være Annas mantra. Fra en barndom med hjemmelavede forestillinger på førstesalen til et familiedrama i bedste sendetid. Fra idé til virkelighed. Men lige nu sidder hun her. I sin lille bugt på Thurø. Med fødderne tæt på vandet – og sommerfuglene helt oppe i maven.

    • Transcript
  • S1 · E27
    April 7 · 55 min

    Orla Duedahl om Langelands Sti-venner i Pederstrup på Langeland

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag har jeg sat kursen mod Pederstrup midt på Langeland på en blæsende forårsdag. Vi har søgt læ i en sauna med udsigt over markerne. Udenfor rusker det, og optagelserne driller. Men det er også lidt pointen i dag. For nogle gange er det netop i modstanden, at noget opstår. I det, der kræver lidt ekstra. Lidt mere tålmodighed. Lidt mere vilje. Her møder jeg Orla Duedahl. En mand, der ikke går uden om en udfordring. For ham er problemer noget, man bakker ud af. Udfordringer er noget, man går ind i. Det gælder, når han løber maraton. Når han restaurerer et gammelt bindingsværkshus. Eller når han engagerer sig i fællesskaber og mennesker omkring sig. For eksempel som formand for Langelands Sti-venner. For Orla handler det ikke om, at livet skal være så nemt som muligt. Tværtimod. Noget må gerne tage tid. Noget må gerne være besværligt. For det er ofte dér, oplevelsen ligger. I turen, ikke bare i målet. Og måske er det også derfor, han er havnet her i Pederstrup. I et gammelt hus med skæve døre og en lang historie. Et sted, hvor rådyr krydser marken i skumringen, og hvor havørnen indimellem glider hen over himlen. Hvor naturen ikke bare er noget, man kigger på men noget, man er en del af. Men Pederstrup er ikke kun natur. Det er også mennesker. Små fællesskaber, hvor man hilser på hinanden. Hvor man hjælper, når nogen fælder et træ. Og hvor en gåtur hurtigt bliver til en samtale. For herude handler det ikke kun om at være tæt på naturen. Men også om at være tæt på hinanden.

    • Transcript
  • S1 · E26
    March 22 · 54 min

    Jane Jegind om Dark Sky på Langeland

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal det handle om mørke. I en tid, hvor lysforurening stiger hvert år, er mere end halvdelen af danskerne ikke i stand til at se den klare nattehimmel. Men sådan er det heldigvis ikke på Langeland. Herude, hvor landskabet åbner sig mod havet, og hvor der er langt mellem gadelygterne, får natten lov til at være nat. Ikke som et fravær af lys, men som noget i sig selv. Et rum. En ro. På Rudkøbing Badeanstalt sidder vi helt tæt på vandet. Solen har lige sluppet horisonten, og i det blå skær begynder de første stjerner at træde frem. Én efter én. Som om himlen langsomt folder sig ud over os, mens vores øjne vænner sig til natten. Her møder jeg Jane Jegind. Tidligere toppolitiker i Odense med et liv i højt tempo. Men også et menneske, der har valgt noget andet til. Et andet tempo. Et andet blik. Og et hjem her på Langeland. Og her på Langeland findes der stadig mørke. Rigtigt mørke. Og med det en særlig klarhed. Ikke bare på himlen, men måske også indeni. Dark Sky handler om at kunne se stjernerne. Men også om alt det, vi mister, når natten forsvinder: roen, rytmen, forbindelsen til naturen og til os selv. Og måske er det netop her, mellem det kolde vand og den åbne himmel, at noget falder på plads.

    • Transcript
  • S1 · E25
    March 8 · 27 min

    Helle Mølgaard Christensen om Hjørnegårdens Shelterplads

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag er vi igen i Svanninge Bakker. Sneen ligger spredt over landskabet, frosten bider i fingrene, og et lille bål knitrer foran en shelter i kanten af en mark. Shelterpladsen hedder Hjørnegården. Den ligger kun få hundrede meter fra Øhavsstien – men samtidig lige i baghaven hos Helle Mølgaard Christensen og hendes familie. For tre år siden byggede de shelteren som et sommerprojekt. Ikke kun til sig selv, men til alle, der har lyst til at overnatte under åben himmel. Her kommer vandrere forbi på vej gennem det sydfynske landskab. Nogle bliver en nat. Andre bare et øjeblik ved bålet. Men fælles for dem er, at de søger det samme: roen i naturen. Helle er uddannet skov- og landskabsingeniør og arbejder til daglig med natur og friluftsliv. For hende er naturen ikke bare smuk. Den er også noget, vi mennesker er dybt forbundet med. Noget, der kan få pulsen ned og give plads til eftertanke. Derfor deler hun også gerne sit sted med andre. For nogle gange skal der ikke mere til end en sovepose, et bål og en nat under stjernerne, før man husker, hvor lidt der egentlig skal til. Og hvor meget naturen kan give tilbage.

    • Transcript
  • S1 · E24
    February 15 · 21 min

    Lene Andreasen ved den særlige kilde i Svanninge Bakker

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit skal du møde Lene Andreasen fra Kildegaard Butik, hvor alting begynder ét sted. Ved kilden. Vi mødes i det smukke Svanninge Bakker. Her vælter vandet frem af jorden, konstant, ni gader, året rundt. En tilsyneladende uudtømmelig kilde. Formet af istiden for mange tusinder af år siden. Og den løber endnu. For Lene er kilden bogstaveligt talt livsnerven i det hele. Den giver vand til dyrene, til grøntsagerne, til gårdens kredsløb. Her løber vandet uden pumper og teknik, kun drevet af tyngdekraft og tid. Kildegaard er vokset frem stille og roligt. Fra fire høns og en hane til mange frilandsdyr, grøntsager, gårdbutik og vejboder. Alt sammen med respekt for tempoet i landskabet og for det liv, der udfolder sig her. Her i bakkerne lever køerne året rundt. Kalve fødes i sneen. Vandet fryser ikke. Og naturen passer i vid udstrækning sig selv. For Lene handler det ikke om romantik, men om sammenhæng. Om at kunne se, hvor tingene kommer fra. Og om at vide, at det hele også arbejdet og hverdagen udspringer samme sted. Ved kilden.

  • S1 · E23
    February 1 · 55 min

    Anne Hjortenberg ved kaffepletten i Egebjerg Bakker

    Velkommen til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. I dette afsnit skal du møde Anne Hjortenberg. Formidler, projektleder, og som hun selv kalder det, en bæredygtig dynamo. Vi mødes højt oppe i Egebjerg Bakker. Ved en lille plet i landskabet, der ikke gør meget væsen af sig. En kaffeplet. Uden skilte og uden café. Men med udsigt over istidens bølgende spor og Det Sydfynske Øhav i det fjerne. For Anne er det et sted, man vender tilbage til. Et sted, hvor tempoet falder, og hvor man kan mærke, hvordan naturen giver energi tilbage. Til krop, tanker og hverdagsliv. Anne er vokset op i byen og har levet et liv på farten. Men Sydfyn blev et aktivt valg. Et sted at slå sig ned, skabe familie, og arbejde med det, der binder mennesker sammen: mad, fællesskaber og ansvar for hinanden og for det landskab, vi er en del af. Fra lokale fødevarer og socialøkonomisk virksomhed til nye fællesskabsrum og kulturelle møder i naturen, arbejder Anne i krydsfeltet mellem individ og fællesskab. Med en insisteren på, at bæredygtighed ikke kun handler om tal og aftryk. Men om valg, relationer og tid.

    • Transcript
  • S1 · E22
    January 18 · 23 min

    Niels Ole Nielsen om lokalhistorie ved Vindeby Havn

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav. I dag er jeg taget til Vindeby Havn på Tåsinge. Et sted, hvor færger engang bandt ø og fastland sammen. Her skal du møde Niels Ole Nielsen. Han er formand for Tåsinge Touristinformation, tidligere lærer og ivrig formidler. Især når det kommer til de nære, lokale historier Niels Ole har boet på Tåsinge i 50 år. Han er ikke født her, men han hører til her. Og netop det blik udefra, der er blevet indefra, præger måden, han fortæller om øen på. Ved Vindeby Havn flettes hans egne erfaringer sammen med øens lange hukommelse: om færger og roere, om brobyggeri og bekymringer og om små huse med store historier. For Niels Ole handler et særligt sted ikke om det spektakulære. Men om forbindelser. Mellem mennesker, steder og tid. Og om glæden ved at give historierne videre, så de ikke forsvinder.

    • Transcript
  • S1 · E21
    Dec 21, 2025 · 29 min

    Hans Stavnsager ved Finstrup Kirkeruin

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit skal du møde Hans Stavnsager. Afgående borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune og formand for UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav. Vi mødes ved Finstrup Kirkeruin – den eneste kirkeruin på Fyn. Et sted, der for mange er næsten usynligt, men som for Hans er dybt forankret i barndom, minder og landskab. Her voksede han op. Her lærte han rytmen i et liv tæt på jorden, dyrene og fællesskabet. Og her vender han stadig tilbage for at gå, tænke og se ud over øhavet. Finstrup er et sted med lag på lag af historier. Om kirke og pilgrimsfærd, om sagn og spøgelser, om udsyn helt til Ærø og videre til Tyskland. I dag står Hans her med blikket rettet både bagud og fremad. Mod tiden som borgmester. Mod arbejdet med Geoparken. Og mod det landskab, han har været med til at passe på og give videre.

    • Transcript
  • S1 · E20
    Dec 7, 2025 · 10 min

    Geopark Symposium 2025

    I denne særudgave af "Mit særlige sted" tager vi dig med ind i Geoparkens store fællesskab, hvor deltagere fra årets symposium deler de steder, der betyder mest for dem. Og mens UNESCO i år markerer sit 80-års jubilæum med fokus på fred, forståelse og lokalt engagement, bliver de store linjer her i Geoparken foldet ud gennem de små steder, mennesker holder af: Fra Drejøs gamle havn, hvor tiden står stille, til det imponerende landskab i Svanninge Bakker. Fra broen på Thurø, hvor tempoet daler, til Søbygårds kulturarv på Ærø. Fra snorkleture ved Nakkebølle Fjord til de skjulte stier og kyster på Avernakø. Og til Troense, hvor historien lever i fællesskabet mellem naboer og nye initiativer. Tilsammen danner disse stemmer et kort over geoparken – ikke blot som et geografisk område, men som et levende sted bundet sammen af natur, kultur og mennesker. Dette er Mit særlige sted – Symposium-edition. En hyldest til de steder, vi bærer med os, og den fælles fremtid, vi bygger her i det sydfynske øhav.

    • Transcript
  • S1 · E19
    Nov 30, 2025 · 27 min

    Kunstner Lone Mørch ved mammuttræet på Tåsinge

    I dette afsnit skal du møder Lone Mørch – kunstfotograf, forfatter og kreativ mentor. Lone har rejst verden rundt, boet i London, Nepal og San Francisco. Og hun har brugt sine år ude i verden til at undersøge, hvordan mennesker og landskaber spejler hinanden. Her på Tåsinge har hun fundet et sted, hvor hun kan slå rødder. Vi mødes ved et gigantisk mammuttræ – et Redwood. Et sjældent syn i Danmark, men velkendt for hende fra tiden i USA. Træet står som en bro mellem hendes fortid og nutid, mellem livet ude i verden og livet her i det sydfynske. Gennem sine fotografier og bøger udfordrer hun til at se os selv på nye måder, frigøre os fra gamle fortællinger og finde frihed. Både i krop og sind. Hun er snart aktuel med en ny udstilling, hvor hun vender blikket fra individualisme og selvstændig frihed til det, hun mener virkelig giver kraft: fællesskab, cirkler og relationer. Her viser Lone, at styrken ikke ligger i at stå alene – men i at skabe, udforske og vokse sammen med andre.

    • Transcript
  • S1 · E18
    Nov 19, 2025 · 27 min

    Anne-Line Ussing om Natur Retreat for Veteraner og Herkules Falder på Strynø

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du møde Anne-Line Ussing – et menneske, der har stået helt tæt på krigens skygger. Hendes mand, Stuart, er veteran. Og det, der begyndte som en kamp for at hele hans traumer fra krigens usynlige eftervirkninger, udviklede sig med tiden til landets første botilbud for veteraner på Strynø. Her fra den lille sydfynske ø kan man se ud på Mørkedybet – det dybe strøg vand, der engang var en smeltevandsflod, og som i dag bærer sejlere hen over 14 meters dybt mørke. Men Mørkedybet også et billede på noget andet: På den rejse, mange veteraner står i. Når man falder ned i krigens efterdønninger, helt ned hvor lyset ikke kan nå, kan naturen være et af de få steder, man kan finde ro til at mærke sig selv igen. Og her på retreatet har flere veteraner lært selv at komme ud af mørket og op til overfladen. Sidste år har Anne-Line, Stuart, parrets børn og en håndfuld rigtige veteraner ageret skuespillere i filmen Herkules Falder – optaget netop her, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen. Filmen har nu premiere, men retreatet er lukket. Alligevel er Anne-Line stadig fuld af håb og drømme for fremtiden om en mere grøn og omsorgsfuld verden.

    • Transcript
  • S1 · E17
    Nov 9, 2025 · 27 min

    Yen Frydensberg Egebak om selvforsyning året rundt i Gudme

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du møde Yen Frydensberg Egebak. I de bløde bakker ved Gudme ligger Yens have. Et sted, hvor regnvand bliver til liv, græs bliver til jord, og skadedyr bliver til madpakker for nyttedyr. Her dyrker Yen grøntsager, bær og frugter efter regenerative principper, så familien er selvforsynende hele året rundt. Som økolog, forfatter og formidler deler hun sin viden og sin glæde ved at dyrke i respekt for naturen. Her er naturen ikke noget, man kontrollerer, men noget, man samarbejder med – som en tålmodig dans med alt det, der spirer, kravler og flyver.

    • Transcript
  • S1 · E16
    Nov 2, 2025 · 23 min

    Balder Mo Schiøtte om at arbejde med træ ved Lehnskov strand

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I dag skal du møde Balder Mo Schiøtte. På en blæsende oktoberdag søgte vi ly i hans bil nede ved Lehnskov Strand. Lige her, hvor træerne skrænter helt op til havet, er Balder blevet gift og sønnerne døbt. Han laver skulpturer af træ, der både står på land og snart på havbunden i det sydfynske øhav. Som en påmindelse om, at her hvor havet nu slår, gik der engang mennesker, som jagtede mammutter. At alt forandrer sig. Som træet, der vælter fra skrænten, og havet, der æder sig ind i kysten. For ham er træet ikke bare et materiale, men et møde – mellem hænder, tid og noget, der ikke helt kan forklares.

    • Transcript
  • S1 · E15
    Oct 26, 2025 · 23 min

    Lisbeth Ravn om naturen som klasseværelse i Haastrup Bjerge

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit skal du møde Lisbeth Ravn – friskolelærer, geoparkguide og naturformidler. Hun har taget mig med op til Haastrup Bjerge. Et sted, hvor naturen får lov at passe sig selv. Lisbeth bruger naturen som klasseværelse og kalder sine timer “vær i naturen”, både at være og at forstå naturens værdi. Hun lærer børn, at vi ikke bare færdes i naturen. Vi er på besøg. Og når man er på besøg, så opfører man sig ordentligt. Og når man samtidig forstår lidt mere af, hvad man ser, så får man også lyst til at passe på det sted. Selv finder hun ro i naturen, hvor tankerne falder til bunds. Som mudder i en vandpyt, der bliver klar igen.

    • Transcript
  • S1 · E14
    Oct 19, 2025 · 21 min

    Kewin Friis Kamelarczyk i skoven ved Holmdrup Huse

    Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af det sydfynske øhav. I det her afsnit skal du møde Kewin Friis Kamelarczyk, som arbejder i Geoparkens sekretariat med at få flere folk ud i naturen. Han bor i Holmdrup Huse øst for Svendborg, midt i et stort vandindvindingsområde og et centralt sted i den grønne trepart, hvor marker og æbleplantager gradvist forvandles til ny skov. Engang tonsede Kewin gennem landskabet for at mærke pulsen. Men efter et stressforløb lærte han, at naturen også kan bære én, når man sætter sig ned. At roen kan komme snigende mellem træerne, hvis man bare bliver siddende længe nok. Han kalder haven for sin oase. Et sted, hvor skoven beskytter grundvandet, og naturen passer på ham.

    • Transcript
Showing 1–20 of 20 episodes