
LEDELSE PÅ SPIL: Hvordan håndterer vi svære valg og følelser forbundet med en underretning?
Børnehavebarnet Sirena fortæller sin pædagog Inger om, at hun er bange for far, når han er vred. Og senere under frokosten i børnehaven siger hun, at far skubbede hende i går. Pædagogen Inger går i denne fiktive case til sin leder med sin bekymring. Og så er samtalen i den seneste episode af podcasten ’Ledelse på spil’ om pædagogfaglig ledelse for alvor gået i gang. Emnet er underretninger, og i studiet udspiller sig en samtale om, hvor forsigtigt man bør træde i sager om underretninger, hvor børn og forældre og også personalet har meget på spil? Og hvordan man kan gå på opdagelse i barnets udsagn og være undersøgende, uden at komme til at spørge ind til noget eller påvirke med sit sprog. Det er svært, og lovgivningen er klokkeklar: Pædagoger har en skærpet underretningspligt, og ved mistanke om vold eller seksuelle overgreb skal man underrette, og det skal ske uden, at man først kontakter forældrene. ”Det er ikke loven, vi vil udfordre i det her spørgespil, men de dilemmaer og overvejelser der kan opstå, når man følger loven,” siger din vært Anders Stahlschmidt. Du får i podcasten indblik i: Hvordan du fagligt vurderer, hvornår der er grundlag for en underretning, og hvad der med fordel kan stå i den. Hvordan du kan rådføre dig hos kolleger og andre fagpersoner i den vurdering. Hvordan du underretter med omsorg for især barnet, men også for familien, for dine ansatte og for dig selv. Hvordan du kan rumme og møde en krænket og vred far efter at have underrettet om en mistanke imod ham. Fx ved hjælp af mentalisering og deeskaleringsteknikker. Hvordan du gør barnets hverdag i daginstitutionen tryg, mens en mistanke undersøges, og selvom mor og far måske er vrede på barnets pædagoger. Hvordan I genopretter tilliden, og bevarer samarbejdet med en familie, der har følt sig forrådt. Hvordan du bedst varetager barnets behov, både når mistanken er begrundet, og når den viser sig ikke at være det. Medvirkende: Pædagog og leder Helene Dahl Thruelsen, leder af Eksperimental Institutionen i København. Og Ulla Charlotte Bech, ekstern lektor ved Center for Organisationspsykologi, uddannet cand. mag i statskundskab og psykologi samt gruppeanalytiker og psykoterapeut. Vært: Anders Stahlschmidt Redaktion og redigering: Ida Antvorskov Produktion: Trine Vinther Larsen


















